I den her sære corona tid, så genkender de fleste, at vores hverdag og tankemønstre har ændret sig. For mig betyder det, at jeg arbejder hjemme, jeg er single og bor alene, og jeg ser meget få mennesker. Oven i det her afskærmede liv, så har jeg også angst, som bliver rusket en del i. Min rationelle hjerne ved godt, hvad der er logisk og hvad der ikke er. Angsten arbejder desværre i et andet spor, og er derfor hverken rationel eller logisk. Men mine følelser i alt det her, er virkelige og sande – for mig.
Jeg bruger min hest som terapi. Der er mange ikke-hestemennesker, som ikke forstår det, og så er der også mange, som er nysgerrige på det. Derfor har jeg valgt at lave dette opslag. Måske nogle kan ændre deres syn på levende væsner, og blive mere nysgerrig på livet. Måske nogle kan bruge nogle af de her redskaber og idéer til noget.
Kaliber er en meget følsom hest. Ofte tænker jeg om ham, at hans hjerne ikke fungerer som en normal heste-hjerne. Når en hest bliver bange, så flygter den, uden at tænke (flugtinstinkt). Det er meget sjældent Kaliber gør det. Han går i ”frys”. Han stiller sig op, skal lige overveje om det er værd at blive bange for, før han overhovedet reagerer. Hvis han er utryg ved en situation (fx hvis jeg skal klippe ham, med en stor og farlig maskine der larmer), så vender han det hvide ud af øjnene og står fuldstændig frosset til jorden. Jeg er ikke i tvivl om, at han er utryg og bange, og det er min opgave at få ham til at stole på mig og være med i processen.
Han er en hest, der beder mig om at være til stede. Hvis vi går tur sammen, og jeg har ham i et tov, så er vi SAMMEN. Vi er på en mission SAMMEN – vi er én enhed. Hvis jeg går og har mange tanker i mit hoved, eller hvis jeg tænker på hvad jeg skal have til aftensmad, så er jeg ikke til stede i nuet, og jeg er ikke SAMMEN med Kaliber. Kaliber kan høre, hvad jeg tænker, og når jeg ikke er til stede, så napper han mig i hånden. Han beder mig om at være til stede i nuet, og ikke være alle mulige andre steder i mit hoved. Hvis jeg har svært ved at koncentrere mig om det, så tænker jeg ”Jeg er hos dig, jeg bliver hos dig”. Det forstærker energien om, at jeg gerne vil være til stede med ham.
Kaliber mærker, når jeg har mine dårlige dage. Jeg kan skjule, overfor nærmest alle jeg kender (inklusiv mig selv), hvis jeg har en dårlig dag. Kaliber aflæser mig med det samme. Han napper dog ikke min hånd – han fjoller. Måske han slikker mig i hovedet helt spontant. Måske han napper i stropperne til bæltet. Måske han skubber mig. Lige gyldig hvilken situation vi havner i, så ender det med jeg griner af ham. Det er dét der er hans mission: at få mig til at grine, og få mig ud af mine nedtrykte tanker. Tanker der ikke er rationelle eller nødvendige. Igen beder han mig om at være til stede.
Et sidste eksempel er: jeg har også en smule rideangst, når vi er ude og ride tur. Rideangsten stammer fra min gamle hest, som spontant stak af og løb hjem. Jeg mistede kontrollen. Jeg følte jeg sad på en bombe, som jeg ikke vidste, hvor jeg havde. Kaliber er meget mere rolig, og jeg har sjældent rideangst, sammen med ham. Men der kan komme situationer, hvor rideangsten presser sig på., og så har jeg tendens til at holde vejret. Lige så snart jeg glemmer at trække vejret, så stopper Kaliber op. Han beder mig om at være med i den her mission. Selvom jeg sparker til ham, for at få ham til at gå frem, så går han først, når jeg tager en dyb vejrtrækning.
Pointen: Vær til stede i alt hvad du laver. Kaliber er meget tydelig i sine signaler, og nogle vil måske se ham som uopdragen. For mig, er han en kæmpe læremester, fordi han spejler sig i mig. Når jeg gør noget anderledes, så ændrer hans adfærd sig også. Når jeg er sammen med ham, så er fokus på ham, og den mørke sky over mit hoved, har det med at forsvinde på magisk vis. Når jeg kommer hjem fra gården, så har jeg fået en ny og forbedret energi – også på de gode dage.
